Reklamer der lokker ludomaner

Sådan snyder reklamerne dig til at gamble

Denne her blogpost handler om reklamer der imiterer ludomaners adfærd, for at “blive venner” med ludomanerne. Hvis du er ludoman selv, eller hvis du er bekymret over om du måske er ludoman, så kan den her blogpost måske hjælpe dig.

Jeg vil i det her indlæg bruge forskellige reklamer som eksempel på, hvordan jeg kan se at diverse reklamebureauer, i samarbejde med spilfirmaerne, er dykket ned i en ludomans psykologi for at finde hans svage punkter, som de så vil udnytte via deres kommunikation i reklamerne.

Jeg vil ikke nævne disse firmaer med navn, da det er milliardvirksomheder, og da de sikkert vil sagsøge mig, hvis jeg træder bare en lille smule ved siden af, i min vurdering af dem.

Men lad os komme i gang.

I en ny række af TV reklamer for et stort dansk spilfirma ser man nogle karakterer som er rigtige “nede på jorden” mennesker. De taler i øjenhøjde med seeren af TV reklamen. Faktisk er det mere end i øjenhøjde. I min verden er det under bæltestedet. Og det er det der har fået mig til tasterne her.

For jeg vil vove den påstand at enkelte af de personer som medvirker i de reklamer er  meget umodne som personer.

Årsagen til at jeg siger dette er , at når man tror at gambling er en vej til at tjene penge, på samme måde som at gå på arbejde, så er man ikke særligt udviklet. Dette er ikke sagt for at nedgøre disse mennesker, men for at rejse kritik af de reklamebureauer som udnytter disse sårbare mennesker.

I den her videnskabelige rapport fastslår man også at en af årsagerne til at en del mennesker bliver ludomaner, er at de er gået i stå i deres udvikling. De er kort sagt ikke blevet modne nok til at indse at det er et dumt valg at træffe, at gamble, og tro man kan leve af det.

Von Hattingberg conducted the first study of pathological gambling in 1914. He proposed that pathological gamblers had a fixation in the anal phase of development which explained the compulsive and masochistic traits in their personality. Pathological gamblers eroticize the tension and fear involved in gambling

Kilde :

Der findes også mange andre årsager til at man skaber en ludoman. Blandt andet følelsesmæssige problemer. Men det er ikke det som den her artikel primært skal handle om, men den skal handle om hvordan reklamebranchen misbruger disse menneskers svagheder.

Sådan skaber reklamefolk en person du kan spejle dig

Det som vi gør i min branche, er at vi skaber “personaer”. En persona er en fiktiv figur i en reklame, som du skal spejle dig for at du føler du har fundet en ven i fjernsynet. Et godt eksempel kan være Jørgen fra Kims chips. Den brovtende, festlige type som vi allesammen i mange år har grint af, og med. Jørgen har som persona solgt flere chips end nogle andre personaer i dansk reklame. Og det har han fordi han er “nede på jorden” og festlig. Ligesom dem i spilreklamerne. Den type persona passer godt til uhøjtidelige produkter som chips og gambling.

Du ville for eksempel aldrig tro på en spilreklame hvor Dalai Lama medvirkede. Det ville virke helt dumt på dig. Nej, vi skal bruge en type som du ville kunne møde nede på den lokale bodega, på fodboldstadionet eller en som er din ven.

Fordi de ønsker at være dine venner. Spilfirmaerne.

Hvis du ser efter i spilreklamerne så taler de til dig, som om det var en ven der skulle anbefale dig at begynde at gamble.

Det helt store problem for mig, udover at gambling har en lang, lang historie af ulykke bag sig, er at de nu i disse reklamer er begyndt kraftigt at antyde at gambling er en god investering. Jeg har set mindst 5 reklamer for det pågældende firma, hvor de konsekvent taler om at “trække penge ud”

En af dem siger: ” Så indsatte jeg 100 kroner, og efter en time kunne jeg trække 2000,- kroner ud”

Det kunne hun sikkert.

Men det farlige i reklame er ikke altid det der bliver sagt, men ligeså meget det der ikke bliver sagt

Og det der ikke bliver sagt, er at denne person garanteret har mistet alle pengene igen, men at spilfirmaet så kontaktede hende på mail, og spurgte om hun ville deltage i en spilreklame på TV og få X antal kroner ( hvis jeg kender spilfirmaerne rigtigt, har de sikkert tilbudt hende at sætte penge ind på hendes konto, velvidende at hun vil spille dem allesammen op, og dermed fik de også gratis skuespillere til deres reklamer)

Den slags historier i reklamerne om at “man kan trække penge ud”, med små investeringer skal stoppes nu !

I øvrigt ligger man sig meget tæt op af at bryde lovgivningen, hvis man ikke allerede gør dette. Se hvad der står her:

lovgivning for spilreklamer

Når man så tænker på disse meget kendte reklamer, hvor de KONSTANT snakker om hvor mange penge de trækker ud for deres små investeringer, så tænker jeg at der gtale om et lovbrud her.

At det er blevet forbudt at tale om  at gambling er “en løsning på finansielle problemer” er fordi at man ved at det er lige præcis den tankegang som en ludoman har. At man kan leve af det, at det er det samme som at investere. At man har udregnet et system.

Og det er det reklamebureauet, og spilfirmaet spekulerer i. det er meget tydeligt, da det gentages så mange gange, via så mange af deres forskellige personaer der medvirker i reklamerne.

Så jeg tør næsten vædde på at de har siddet rundt om bordet, da de skulle skabe disse reklamner og sagt:” Hvilken slags tanker tænker ludomaner mest af?”, så er der en psykolog der har sagt:” De tror de kan leve af det, eller gøre det til en ekstra indkomst i deres liv”.

Til sidst har man så sagt: ” Så er det det vi kører med i vores reklamer!”

Konklusion

Så hvad er min løsning på det her?

Jeg synes reklamer om gambling skal forbydes. Helt simpelt. Ligesom cigaretreklamer er blevet det. Ikke kun på grund af de ludomaner det skaber, men også fordi at det er en slags “skat for dumme mennesker”, som Martin Thorborg har udtalt

Rige betaler topskat, fattige betaler Lotto 😉

— Martin Thorborg (@thorborg) 8. juli 2013

Sådan ser jeg det dog ikke, som Martin gør. Jeg ser det mere som nogle stakkels mennesker der bliver lokket af reklamerne, med løfter om at deres liv bliver så meget hvis de bare gambler. Mennesker som desværre ikke har den samme dømmekraft som os andre. Lad os placere ansvaret hvor det virkelig er: hos spilfirmaerne og reklamebureauerne.

Og det er mit formål med den her blogpost.

At få dig som er ludoman, eller som er bange for at du måske er det, til at tænke over de reklamer du ser i TV.

Jeg har 2 ting at sige helt kort om de reklamer:

  1. Husk at dem der er i fjernsynet ikke er dine venner. Selvom de i reklamerne bruger meget tid på at forklare om det det fælleskab og hygge de synes der er omkring spil. Det er milliardvirksomheder som vil have dine penge, og de er parat til at lade som om de er dine venner. Men ville dine venner snyde dig for dine penge ?
  2. Des flere gange du ser en reklame, des mere tror din hjerne på at det er sandt. Dette er en anden af de metoder vi bruger indenfor markedsføring. Vi ved at hvis du ser en reklame for en burger 1000 gange, så vil din hjerne til sidst fortælle dig at du skal have den burger. Det kan virke uskyldigt. Men ikke destomindre er det en af årsagerne til at vi har så mange overvægtige, rygere, alkoholikere og ludomaner. At de får lov til at reklamere, for at lokke dine penge ud af dig.

Jeg håber du kan bruge min guide, og du kan eventuelt dele den med en ven som du tror har et problem med spil, eller du kan dele den fordi du synes der skal mere opmærksomhed på hvad reklamer gør ved os.

Her er nogle kilder som taler mere om emnet:

https://bureaubiz.dk/kims-joergen-soeger-job/

https://www.businessinsider.com/lottery-is-a-tax-on-the-poor-2012-4?r=US&IR=T#this-isnt-the-only-industry-that-takes-advantage-of-the-poor-18

https://www.sciencedaily.com/releases/2017/04/170419131903.htm

Når du har det skidt, er du mere tilbøjelig til at gamble